• Eksperter sår tvivl om regeringens årsag til at udskyde fiskeriafgift

    ソース: BDK Borsnyt / 07 2 2025 23:56:38   America/New_York

    Statistik fra Fiskeristyrelsen over fisk, der er landet i to store danske auktionshuse, viser, at der ikke er sket en markant nedgang i fiskerierhvervet, efter at en CO2-afgift på fiskeri blev indført ved årsskiftet. Det skriver mediet Information på baggrund af en gennemgang af styrelsens tal. Mandag foreslog regeringen at neutralisere CO2-afgiften på fiskeri indtil 2030. Årsagen var ifølge minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V), at man "allerede nu kan se, at der mange steder i landets havne landes betydeligt færre fisk". Det sagde han mandag på et pressemøde. Klimaafgiften betyder, at fiskerne skal betale godt en krone mere per liter brændstof. Tallene fra Fiskeristyrelsen viser, at der hos Hanstholm Fiskeriauktion har været en nedgang på 26 procent i, hvor meget fisk der er landet i januar i år sammenlignet med samme måned sidste år. Men der er tydelige udsving fra år til år, når man kigger længere tilbage i statistikken, skriver Information. I januar 2023 var volumenen således stort set det samme som i år. Der blev landet tre procent mere fisk i januar måned 2023 end i januar 2025. Information har talt med Troels Jacob Hegland, der er lektor på Aalborg Universitet og et af medlemmerne af Fiskerikommissionen. Ifølge ham er det utrolig svært at se et overbevisende billede af, at der er sket en udvikling i januar i år sammenlignet med samme måned andre år. Max Nielsen er professor på Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi på Københavns Universitet. Han siger til avisen, der er "et stort element af tilfældighed" i, hvor meget der landes de enkelte år, og hvor meget man tjener fra måned til måned og år til år. - En måned er generelt meget lidt at kigge på, når man argumenterer for at lave så stort et politisk tiltag, siger han til Information. Jacob Jensen skriver i et skriftligt svar til Information, at der er mange arbejdspladser på spil i de danske fiskerihavne, og at der i længere tid har været udbredt bekymring for, at CO2-afgiften ville kunne indebære, at fiskere ville lande deres fangster uden for Danmark. - Det vil være svært at forestille sig, at en markant stigning i brændstofomkostningerne ikke vil have konsekvenser og betydning for fiskernes adfærd, skriver han. SF og Radikale Venstre har fredag kaldt ministeren i samråd, "efter at der er blevet sået tvivl om regeringens faglige argument bag udskydelsen af CO2-afgiften på fiskeriet". Det skriver DR. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/politik/eksperter-saar-tvivl-om-regeringens-aarsag-til-at-udskyde-fiskeriafgift
シェアする